Løbestatus #3

Først: Jeg er ked af, I sådan får smidt mine fødder i hovedet på den måde, men ikke så ked af det, at jeg ikke ville bruge billedet til indlægget. Og så tjek lige blogger-tæppet ikk’? Det er (tydeligvis) en Ellos-kopi, men hvad gør man ikke for at spare 1.300 kr..

Hvordan det går med løb? Det går ikke. Ikke lige nu, og derfor er Copenhagen Marathon 2017 også skudt ned for good. Min bækkenbund er stadig ikke helt, hvad den har været, og der kommer løb og maraton altså sidst i rækken.

Så. Det endte med, at jeg alligevel måtte lægge mig ned med “skader” og slå mig selv oven i hovedet over overhovedet at tro, det kunne lade sig gøre, og det har jeg det heldigvis helt almindeligt med. Jeg slår ikke mig selv oven i hovedet. I hvert fald ikke så hårdt. Min krop har skabt et fantastisk lille liv, og den skal lige følge med. Der kommer et maraton en anden gang.

Så i stedet skiftesvis kniber jeg og tager til Mor & Baby Fit – et efterfødselstræningshold, der fokuserer på den overbelastede core, der, når tiden kommer, skal tilbage til sit udgangspunkt. Dér er jeg egentlig ved at være, men det manglede da også bare, når nu så meget andet er relativt slapt – jeg nævner i flæng; højre overarm, ammefærdige bryster (…), føromtalte bækkenbund (skal nok snart holde mund med den..) og min rygrad, når det kommer til chokoladekage. Jeg lavede den ondeste tre-lags-kage sidste weekend som tak til søde forældre, der gad hjælpe med at hænge lamper op. Browniebund, cheesecake-lag og hindbærskum på toppen. Så nu har vi pæne lamper, og jeg har appelsinhud. #alterlove

Speaking of appelsinhud så flashede jeg den til babysvøm i dag, som var en kæmpe succes. Babysvømningen altså. Nord var svært tilfreds med situationen, så jeg forudser, at det bliver en fast søndagstradition. <3

Klar til at blive forældre

Jeg har tænkt en del over vendingen “klar til at blive forældre”. Og for at være helt ærlig så tror jeg ikke, man nogensinde er “klar” til at blive forældre på den dér “vores liv er perfekt, vi mangler kun en baby til at fuldende det”-måde. Jeg tror også, det er risky at tænke, at en baby er oplagt at anskaffe sig, fordi det er den sidste brik i puslespillet. Det er slet ikke fordi, jeg skal gøre mig til dommer over for, hvorfor/hvornår folk får børn, jeg kan bare mærke, at jeg tænker over hele forældreskabet, nu hvor jeg selv er blevet nogens forælder.

Jeg tager jævnligt mig selv i at kigge på Storm og tænke “shit, vi er mor og far til den dér mega perfekte pige, der ligger lige dér og sover”. Og selvom det både er med stjerner i øjnene og Amors kærlighedspile i hjertet, så er det også med angstprovokerende bekymringer, at jeg kniber øjenene sammen og inderligt håber, det hele nok skal gå. Økonomisk, praktisk og logistik-wise i forhold til studie og arbejde. Jeg ved da godt, vi er gode forældre til Nord, og jeg tror faktisk på, at hun har valgt os som sin mor og far, men jeg kan alligevel ikke slippe tanken om, at det at sætte et barn i verden godt kan være et egoistisk valg.

Kan vi give Nord det liv, hun ønsker sig? Og det liv, hun fortjener? Vil vi leve op til alle de forestillinger, hun kommer til at gøre sig om barndommen, ungdommen og livet generelt? Jeg har så ofte råbt til min mor gennem stuen i mit barndomshjem, at “det er ikke min skyld, jeg lever” og “jeg har ikke bedt om at blive født”, når jeg syntes, at noget har været umenneskeligt uretfærdigt (for mig). Av. Sikke en mavepuster at få som mor, og jeg håber ikke, Nord nogensinde vil anklage os for at have sat hende i verden. Det har selvfølgelig været sat på spidsen og helt martyr-agtigt, når jeg har fyret sådan en sætning af i mine teenage-år, men jeg tænker alligevel over det.

Jeg ønskede mig brændende at blive mor, og det, at Storm har været baby-parat de sidste fire-fem år, har nok også været med til at afgøre, at det skulle være nu.

At blive mor til Nord har – helt, helt ærligt – virkelig mødt alle mine romantiske forestillinger om, hvordan det er at være nogens mor, så derfor håber jeg også, jeg kan leve op rollen, når jeg om 20 år spørger min lille Nordstjerne, om hun havde en god barndom.

Bare lidt tunge torsdagstanker her fra Solkysten, hvor vi har skiftet tøj intet mindre end tre gange i dag. Hver. Nord er officielt kåret som Danmarks Gylpedronning nummer 1 😉

På det seneste har jeg..

Enhver, der kender mig, ved, at jeg elsker lister. Som i virkelig elsker. Jeg skriver lister over ting, der skal gøres, varer, der skal købes, penge, der skal budgetteres og nu også ting, jeg har gjort (eller ikke har gjort) på det seneste. Jeg er en anal kontrolfreak med varierende autisme, og det har jeg det fint nok med – bare jeg har mine lister 😉 Anyways, på det seneste har jeg:

  • Ikke været ude og løbe. Jeg har fået strenge ordrer på at holde mig fra løb og andet, der sætter min bækkenbund under unødvendig pres foreløbigt. Herunder hører løb, åbenbart. Pis. Så i stedet kniber jeg derudaf #borntobewild
  • Tabt min telefon i hovedet på sovende barn (mit eget) i forsøget på at tage super sødt selfie #mamafail
  • Overvejet at bosætte mig i Nykøbing Falster i mit næste liv, fordi de har en nuttet dialekt.
  • Spist alt for mange riskiks med chokoladeovertræk til frokost og glemt alt om salat og rugbrød og deslige.
  • Lært at man skal holde igen med at prale af baby, der sover igennem. Det blev til tre nætter med opvågning hver time fra klokken 04.00…
  • Drømt, at jeg spurgte Chelsea Handler, om hun ville snave. Det ville hun gerne.

Med andre ord sker der ikke så meget her 30 km syd for København. Til gengæld har jeg verdens sødeste Nord, og vi har mange, lange snakke om, hvordan verden hænger sammen. Fx ved hun allerede nu, er jeg er den bedste og flotteste mor i landet 😉

Sofa og Oreos trumfer løbetur

Hvor det irriterer mig, når jeg ikke kan slæbe mig selv afsted. Jeg ved godt, det sikkert er meget menneskeligt at foretrække chokolade og sofa over løbetur og røde kinder, men jeg er hurtig til at slå mig selv oven i hovedet, når jeg ikke har været afsted siden i søndags. Når planen om tre ugentlige løbeture er gået i vasken, fordi jeg ikke har nået en eneste, og nu er det torsdag. Når jeg bestemt ikke har tænkt mig at løbe både fredag, lørdag og søndag. Og så er det jeg kører hvidt brød, hvidt sukker og en hulens masse chokolade indenbords, og det er jo bare dumt. Hvorfor i det mindste ikke redde den hjem med gulerødder og selleristænger? Næh. Chokolade skal der til, og den bagdel bygger jo ikke sig selv..

Så, skål i Oreos med dobbeltcreme. Jeg tror også, jeg har noget Cola i køleskabet.

#nevernotrunning #exceptmondayandtuesdayandwednesdayandthursday

Feeling like: 9 months pregnant

Du ved, du er blevet mor, når.. #2

Det er heldigvis stadig en fest at være Nords mor, omend det veksler, hvor meget jeg får sovet 😉 De dage, hvor Nord vågner hver anden time om natten, kan det godt være semi-hårdt at være nogens mor. Men det er jo med i pakken, som heldigvis rummer mere optur, end jeg nogensinde har oplevet. Alligevel er der dage, hvor jeg ser mig selv i spejlet og tænker “who have I become!?”- oftest er det dog på de dage, hvor jeg hverken er blevet luftet eller har haft voksenkontakt, og jeg som følge deraf har gået rundt og talt babysprog i 10 timer, haha! Men det er også hyggeligt, og jeg føler mig heldig og lykkelig hver eneste dag.

Er man stadig i tvivl, kan jeg meddele, at du (også) ved, du er blevet mor, når:

  • Du lugter af yoghurt syv ud af ugens syv dage #stillgotmilk
  • Du shopper dyrt tøj til din baby i stedet for til sig selv
  • Du taler til din hund, som om han i virkeligheden også er en baby
  • Du anser det som en succes, når du når på toilettet i tide (…)
  • Et kram fra din kæreste føles som en en romantisk weekend-getaway til Paris med happy ending #sååå
  • Det at foretage dig ting med venstre hånd, såsom at spise, lave kaffe og tømme opvaskemaskine, ikke længere er svært
  • Alle, du kender, nu spørger til din bebs i stedet for til dig (og det forstår man godt – der sker ikke en skid i mit, men til gengæld kan Nord fra den ene dag til den anden både vende sig selv, grine helt ægte og sove igennem tre nætter i træk #stoltmor #udhviletmor)
  • Smilet, du får af din baby, uanset om klokken er 3 om natten eller 2 om eftermiddagen, er bedre end chokoladetrøfler, rødvin og hvidt brød med tandsmør tilsammen #highonlife #highonlove

Træningstøj, der øger min motivation

Jeg er om nogen farveforskrækket, både hvad angår boligindretning og påklædning, men jeg kan alligevel godt snige et par farver ind i mit træningstøj. Kender I det? Det er som om, at farverigt træningstøj motiverer meget mere, og jeg kan næsten føle, jeg løber lidt hurtigere og arbejder lidt hårdere, hvis det ikke kun er sort, hvidt og gråt (selvom jeg eeelsker sort, hvidt og gråt højere end jeg elsker nutella med smør under). Men altså, hvis jeg ejede ovenstående, ville mit motivation rage højt op i skyerne, og det har jo sine fordele, når man planlægger at løbe de dér 42 kilometer. Så, jeg sidder og overvejer, om jeg skal bruge penge på motivation eller på at få fixet den dørkarm, Alto i sin ekstase over tæver i løbetid har bidt i stykker..

Anywho..

  1. De her Nike Power Speed Flash tights er på tilbud til 799 kr, og jeg kunne dem ret godt. Tager man min bækkenbund i betragtning (…), har jeg lavet en aftale med mig selv, der hedder, at når jeg har husket at lave de kedelige, kedelige knibeøvelser hver dag i 14 dage, må jeg købe dem. Tights’ne altså – knibeøvelserne gider jeg ikke bruge penge på.
  2. Apropos farvet træningstøj er denne her Nike Pro Cool T-shirt rigelig sprælsk til mig. Normalt er jeg virkelig ikke til orange, men den regel gælder åbenbart ikke, når vi taler træningstøj.
  3. De her lækre Adidas Originals NMD ville jeg bruge både til hverdag og til at løbe i – lidt pebrede for en sneak, synes jeg, men det er nærmere reglen end undtagelsen efterhånden?
  4. Er man løber og samtidig udstyret med at par bryster, kan man ikke komme udenom en god sports-BH. Denne Nike Pro Rival af slagsen har både høj støtte og kompressionsegenskaber OG er på udsalg = win win win.

Ps. Jeg er en dør til at lave collager. Jeg har brugt PicMonkey til at lave denne her. Havde ellers hentet en testversion af InDesign, men der kom mine evner da først til kort. Hvem kender et idiotsikkert collageprogram eller en overskuelig InDesign-guide?

Affiliate

Du ved, du er på barsel, når.. #1

Jeg nyder virkelig at være på barsel meget mere, end jeg troede, jeg ville. Jeg frygtede en lille smule, det ville blive kedeligt, ensomt og trivielt i længden, men dagene flyver afsted med dejlig baby, stærk kaffe og opmærksomhedskrævende hund (menneskehunden Alto). Jeg keder mig overhovedet ikke, forståes. Men hvis man nu sidder og er i tvivl, om man er på barsel eller i virkeligheden er en strong independant working woman, så skal bare læse med her. Du ved nemlig, du er på barsel, når:

  • Du har glemt, hvordan det føles at gå i jeans
  • Du ikke fatter, hvordan du fik tid til at holde hjemmet rent, dengang du var sådan én, der arbejdede og gik til forelæsninger
  • Du har glemt, hvordan det føles at have et arbejde (og dermed et ansvar for andre ting i livet end dit afkom)
  • Du enten er helt up to date på verdens nyheder eller totalt uvidende om selvsamme (kommer igen an på det dér søvn <3)
  • Du godt kan blive i tvivl om, det er mandag, onsdag eller lørdag (hænger sammen med ovenstående)
  • Du har en blog
  • Du til spørgsmålet “hvad har du lavet i dag?” kan svare: “fodret min baby, fodret min hund, gået en tur, stirret på baby, kysset på baby, kysset på hund og skrevet et meget vigtigt blogindlæg”
  • Du pludselig finder det krævende, næsten overvældende, at føre en voksensamtale
  • Du har en blog

Løbestatus #2

Det går heldigvis fremad med det dér løb, så det her forhåbentligt kan blive en realitet. Jeg har skåret 35 sekunder af pr. kilometer på tre uger, og det er jeg faktisk en kende stolt af. Sådan skal det selvfølgelig ikke fortsætte, for så ender jeg på den grå flyder herhjemme og bander mine skader langt væk. Derfor forsøger jeg også at ligge et par styrketræningspas ind om ugen, for det har jeg erfaret i hvert fald holder mine skader væk. Det bliver godt nok bare herhjemme på den barbielyserøde yogamåtte, men det har også sin charme. Jeg kan træne, mens Nord sover, og udover charmedelen har det har de fordele, at 1) jeg behøver ikke bevæge min flade barselsrøv ud i kulden og op i et center med en baby, der måske/måske ikke deler min begejstring 2) jeg slipper for at betale et halvdyrt fitnessabonnement 3) jeg undgår skader.. 4) jeg med tiden muligvis kan skifte den flade barselsrøv ud med en mere fyldig én af slagsen. Det sidste arbejder jeg stadig på – ish.

Som jeg vist skrev i første løbestatus-indlæg, lagde jeg ud med 4-5-6 km-ture, og jeg så frem til den første 10’er efter et par uger. Den ramte jeg i går – faktisk 11,06 km for at være præcis – og stængerne har det overraskende godt i dag. Det spænder dog en smule nederst på maven lige dér hvor livmoderen er placeret, så nu er jeg bange for, den er på afveje, hvorfor jeg har skrevet til min læge og spurgt, om jeg bare skal slappe lidt af, eller om den rent faktisk er på vej sydpå. Sååå, kryds lige fingre.

“En god mor sidder ikke i brysterne”

Den berømte sætning udtrykt som et plaster på såret, når amningen ikke går planmæssigt. Da jeg var gravid, havde jeg et stort ønske om at amme. At være i stand til at give sit barn mad, mætte det tilstrækkeligt og få det til at vokse og udvikle sig bare ved at hive de to madpakker, Gud har skabt, frem. Det måtte være fantastisk. Tilfredsstillende. Og – ikke mindst – fyldt med glæde, nærvær og giga kærlighed.

Da Nord blev lagt på mit bryst en tidlig, tidlig morgen den 30. oktober 2016, var det første, hun gjorde, at søge mit bryst. Hendes lille bitte mund søgte febrilsk efter den brystvorte, hvor der de sidste ti år havde siddet en stav af metal, og som derfor var den brystvorte, jeg var så bange for, ikke ville være i stand til at give hende mad. Little did I know var hun blot 30 sekunder gammel, da jeg første gang ammede hende, og jeg glemmer aldrig følelsen og synet af den klump baby, der lå hos mig og spiste helt fredfyldt og tilfreds.

I dag er Nord to en halv måned gammel, og i fredags kunne sundhedsplejersken konstatere, at Nord ikke havde taget tilstrækkeligt på fra sidste besøg. Hendes kurve havde taget et ordentligt dyk nedad. Hun havde ikke tabt sig, men hun var ikke steget i vægt i det omfang, hun skulle. Det knuste mig fuldstændig, at min baby måske ikke havde været mæt i tre uger, og jeg får stadig helt våde øjne bare af at skrive det her. Det hjalp ikke på mine tårekanaler, at sundhedsplejersken sagde, det ikke nødvendigvis var fordi, hun ikke havde været mæt – hun havde bare stillet sig tilfreds med det, der var. Vræææl!

Løsningen var at supplere med modermælkserstatning ved hvert andet måltid, og det har jeg så gjort siden i fredags, samtidig med at jeg har 1) malket ud så ofte, jeg kunne 2) drukket enorme mængder vand 3) forsøgt at bælle hvidtøl (fy for pokker!) 4) lagt hende til ca. hver anden time – altsammen i forsøget på at få mælkeproduktionen i vejret.

Men det har også sat en masse tanker i gang: Hvorfor er det så stort et nederlag for mig, hvis jeg ikke kan fuldamme min baby? Hvorfor føler jeg, at jeg har fejlet som mor, og at Nord fortjener bedre? Alle siger, at “en god mor sidder ikke i brysterne”, men hvad havde man gjort, hvis der ikke fandtes modermælkserstatning? I naturen har dyrene ikke mulighed for at fise i SuperBrugsen og købe en bøtte Nan, og så er den dyremor altså på røven, for så vokser hendes baby ikke, som den skal. Så biologisk set har jeg vel “fejlet” som mor?

Jeg tror, der er mange mødre, der kender til sorgen over ikke at kunne amme i det omfang, de gerne vil – både hvis det er gået i vasken fra starten såvel som hvis problemerne først viser sig to måneder senere. Det er klart det vigtigste, at Nord får den næring, hun skal have, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke bliver en lille smule ked af det og skuffet, hver gang hun spiser videre, når hun får en flaske proppet i munden.

Jeg forsøger fortsat at få den skide mælkeproduktion i vejret, og så glæder jeg mig til næste sundshedsplejerskebesøg, hvor jeg forventer og krydser alle mine fingre og alle mine hjerter for, at hendes kurve er tilbage til normal.

Du ved, du er flyttet fra København, når…

Jeg er ret glad for livet her i forstaden. Her er luft, plads på fortovet, masser af andre tilflyttere, og så bor vi endda i en meget børnevenlig kommune, der fokuserer en del på de små. Alligevel er der et par ting, der først er gået op for mig, efter vi er flyttet ud af vores ellers elskede København. Nogle af de ting har jeg skrevet på listen herunder. Du ved, du er flyttet fra København, når:

  • Du kan nøjes med at give 30 kr for din café latte i stedet for 45 (barselsdamen savner sin vin)
  • Når samme café latte til 30 kr er uden gebyr og renters rente på en milliard for at få den lavet på soyamælk
  • Du bliver inviteret på kaffe af tilfældig forbipasserende, der synes, du ligner en, der trænger (barselsdamen savner (åbenbart) sin nattesøvn)
  • Du tager bilen op til centret, der ligger én kilometer fra din hoveddør
  • Du har en hoveddør
  • Førnævnte center i virkeligheden ikke er et center, men bare en gade med 10 butikker (storhedsvanvid i provinsen længe leve <3)
  • Du tager dig selv i at blive overrasket over, hvor smarte og hippe folk på Nørrebro pludselig ser ud!?
  • Du savner din metro og dine A-busser (DSB er IKK’ for sjovt)
  • Du i øvrigt ved, du drikker for meget kaffe, når de tre første punkter på en liste handler om kaffe