Du ved, du er flyttet fra København, når…

Jeg er ret glad for livet her i forstaden. Her er luft, plads på fortovet, masser af andre tilflyttere, og så bor vi endda i en meget børnevenlig kommune, der fokuserer en del på de små. Alligevel er der et par ting, der først er gået op for mig, efter vi er flyttet ud af vores ellers elskede København. Nogle af de ting har jeg skrevet på listen herunder. Du ved, du er flyttet fra København, når:

  • Du kan nøjes med at give 30 kr for din café latte i stedet for 45 (barselsdamen savner sin vin)
  • Når samme café latte til 30 kr er uden gebyr og renters rente på en milliard for at få den lavet på soyamælk
  • Du bliver inviteret på kaffe af tilfældig forbipasserende, der synes, du ligner en, der trænger (barselsdamen savner (åbenbart) sin nattesøvn)
  • Du tager bilen op til centret, der ligger én kilometer fra din hoveddør
  • Du har en hoveddør
  • Førnævnte center i virkeligheden ikke er et center, men bare en gade med 10 butikker (storhedsvanvid i provinsen længe leve <3)
  • Du tager dig selv i at blive overrasket over, hvor smarte og hippe folk på Nørrebro pludselig ser ud!?
  • Du savner din metro og dine A-busser (DSB er IKK’ for sjovt)
  • Du i øvrigt ved, du drikker for meget kaffe, når de tre første punkter på en liste handler om kaffe