“En god mor sidder ikke i brysterne”

Den berømte sætning udtrykt som et plaster på såret, når amningen ikke går planmæssigt. Da jeg var gravid, havde jeg et stort ønske om at amme. At være i stand til at give sit barn mad, mætte det tilstrækkeligt og få det til at vokse og udvikle sig bare ved at hive de to madpakker, Gud har skabt, frem. Det måtte være fantastisk. Tilfredsstillende. Og – ikke mindst – fyldt med glæde, nærvær og giga kærlighed.

Da Nord blev lagt på mit bryst en tidlig, tidlig morgen den 30. oktober 2016, var det første, hun gjorde, at søge mit bryst. Hendes lille bitte mund søgte febrilsk efter den brystvorte, hvor der de sidste ti år havde siddet en stav af metal, og som derfor var den brystvorte, jeg var så bange for, ikke ville være i stand til at give hende mad. Little did I know var hun blot 30 sekunder gammel, da jeg første gang ammede hende, og jeg glemmer aldrig følelsen og synet af den klump baby, der lå hos mig og spiste helt fredfyldt og tilfreds.

I dag er Nord to en halv måned gammel, og i fredags kunne sundhedsplejersken konstatere, at Nord ikke havde taget tilstrækkeligt på fra sidste besøg. Hendes kurve havde taget et ordentligt dyk nedad. Hun havde ikke tabt sig, men hun var ikke steget i vægt i det omfang, hun skulle. Det knuste mig fuldstændig, at min baby måske ikke havde været mæt i tre uger, og jeg får stadig helt våde øjne bare af at skrive det her. Det hjalp ikke på mine tårekanaler, at sundhedsplejersken sagde, det ikke nødvendigvis var fordi, hun ikke havde været mæt – hun havde bare stillet sig tilfreds med det, der var. Vræææl!

Løsningen var at supplere med modermælkserstatning ved hvert andet måltid, og det har jeg så gjort siden i fredags, samtidig med at jeg har 1) malket ud så ofte, jeg kunne 2) drukket enorme mængder vand 3) forsøgt at bælle hvidtøl (fy for pokker!) 4) lagt hende til ca. hver anden time – altsammen i forsøget på at få mælkeproduktionen i vejret.

Men det har også sat en masse tanker i gang: Hvorfor er det så stort et nederlag for mig, hvis jeg ikke kan fuldamme min baby? Hvorfor føler jeg, at jeg har fejlet som mor, og at Nord fortjener bedre? Alle siger, at “en god mor sidder ikke i brysterne”, men hvad havde man gjort, hvis der ikke fandtes modermælkserstatning? I naturen har dyrene ikke mulighed for at fise i SuperBrugsen og købe en bøtte Nan, og så er den dyremor altså på røven, for så vokser hendes baby ikke, som den skal. Så biologisk set har jeg vel “fejlet” som mor?

Jeg tror, der er mange mødre, der kender til sorgen over ikke at kunne amme i det omfang, de gerne vil – både hvis det er gået i vasken fra starten såvel som hvis problemerne først viser sig to måneder senere. Det er klart det vigtigste, at Nord får den næring, hun skal have, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke bliver en lille smule ked af det og skuffet, hver gang hun spiser videre, når hun får en flaske proppet i munden.

Jeg forsøger fortsat at få den skide mælkeproduktion i vejret, og så glæder jeg mig til næste sundshedsplejerskebesøg, hvor jeg forventer og krydser alle mine fingre og alle mine hjerter for, at hendes kurve er tilbage til normal.

2 Comments

  1. Britt rasmussen

    Ja, og en god mor, køber erstatning, og gør det, en mor skal gøre..det bedste man nu kan gøre , og her har vi god gavn af rådgivning fra de dygtige sundhedsplejerske
    Kamelen må sluges, selvom det jo kan være svært❤ Men det vil bestemt ikke blive sidste gang man som mor må gribe til alternativer, som bestemt ikke var med i ens opskrift på ” god mor”
    Kærlige tanker fra bare en mor

    • Cassandra

      Du har så evig ret <3 Og jeg er også klar over, at det mere er mit behov end Nords, at jeg så gerne vil fuldamme hende. Det vigtigste er trods alt, at hun får den næring, hun skal have. Man har så mange ligegyldige forestillinger om og - som du siger - opskrifter på, hvordan man gerne vil være mor, kæreste, menneske, etc. Man kan lige så godt skrotte dem.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *