Badr, Nitte, Offer og Sok

Kender I det, når man har fire børn, der hedder Badr, Nitte, Offer og Sok? Eller Soya, Ok, Knirke og Havand? Heller ikke mig, men ikke desto mindre er det alle otte navne, Ankestyrelsen i ramme alvor har godkendt som helt i orden tiptop fornavne.
Stakkels lille Sok. Så sad han bare dér og var helt sur og ked af det. Fordi han hed Sok, og Soya ikke ville lege med ham, fordi Nitte og Offer ikke kunne finde Knirke.

Jeg sidder måske med en lillebitte følelse af total uretfærdighed og direkte diskrimination, når man kan få godkendt så komplet latterlige navne (no offense til alle, der har beriget deres børn med ovenstående otte af slagsen), men får smidt et “ellers tak, duer ikke”-afslag i hovedet, fordi man vil navngive sin datter så smukt og harmløst et navn som Nord.

Det skal være LØGN, din onde, onde Statsforvaltning. I øvrigt burde det slet ikke være statens ansvar at forvalte mine børns navne, men sådan er der så meget i verden, der er fuldstændig fucked up.

Noget andet, der om muligt er endnu mere idiotisk, er, at afgørelsen begrundes med, at det er et beskyttet efternavn. Ikke et vanvittigt stærkt argument, når der i Danmark render 116 hankøns-typer rundt med netop Nord som fornavn. Kom igen, stat.

Jeg går i seng med ro i maven oven på den fantastiske klage, jeg netop har skrevet, og som jeg meget snart tyrer lige i femøren på den uretfærdige forvaltning og slemme, slemme stat.

Løbestatus

Der er 136 dage til CPH Marathon, og pt. løber jeg med en pace på 5:53-6:00. Det er ikke skide godt, hvis det skal blive en realitet at komme under de (for mig) magiske fire timer. I 2015 ramte jeg målstregen efter fire timer og ét skide minut, så det betyder, at jeg i hvert fald skal cutte 12 sekunder af pr. kilometer, og gerne mere hvis der også skal være plads til at komme ned og gå ved vanddepoterne.

Jeg havde første løbetur efter fødslen den 24. december, og det var fuldstændig magisk at løbe i det smukke, men bidende kolde vintervejr. At jeg fik sidestik efter halvanden kilometer og gispede efter vejret efter fire er en anden ting, men det tager vi med. Jeg fortsætter med de tre ugentlige løbepas à 5-6 kilometer lidt endnu, og så glæder jeg mig til den første 10’er på asfalten om et par uger.

Det skal nok blive godt (sagde den optimistiske dame med den jævnt slappe bækkenbund – ingen lysegrå løbebukser til mig foreløbigt.. sååå..)

Du ved, du er blevet mor, når…

  • Du selv kan rejse dig fra sofaen (farvel store, gravide mave)
  • Din baby går på omgang til alle sociale sammenkomster #rundebaby
  • Du drikker flere kolde kopper kaffe end varme
  • Der ligger stofbleer og babytøj i hele huset i stedet for makeup og voksentøj
  • Dine Instagram-følgere forlader dig
  • Din dag er opdelt i 3-timers-intervaller
  • Du vælger tøj ud fra kriteriet “expressadgang til mælkebar” (knapper er din ven, stramme kjoler er ikke…)
  • Din træningsrutine består af kedelige, kedelige knibeøvelser
  • En alenetur i Netto føles som et spaophold
  • Du måske/måske ikke har grædt til Vild Med Dans, Den Store Bagedyst og Say Yes to the Dress
  • Du på din første løbetur efter fødslen i virkeligheden føler dig 16 kilo tungere og ikke 16 kilo lettere
  • Overvejer at gøre det hele igen (vi venter lige et par år. Jo, vi gør)

Hvorfor en blog?

Jeg har brugt mange måneder på at diskutere med mig selv, om jeg mon skulle blive sådan én, der havde en blog. ”Nej”, sagde stemmen, ”det er alt for kliché”, ”alle har en blog”, og ”du er ikke interessant”. Men tanken blev ved at vænne tilbage, og eftersom jeg nu en gang holder af både at skrive, løbe langt og spise ting med chokolade i, har jeg valgt at prøve kræfter med det hele i én stor pærevælling her på adressen.

Jeg tænker, at jeg kommer til at skrive om livet som løber (eller forsøget på samme), førstegangsmor, kæreste og barslende, og jeg håber sådan helt seriøst, at det bliver interessant nok. Hvis ikke, kan jeg altid sige, det var min kærestes idé 😉

Bloggens navn ‘Run for Chocolate’ tager udgangspunkt i min trang til både løb og chokolade, og selvom man måske kan argumentere for, at de to ting modsiger hinanden, har jeg altid ment, at chokolade er den bedste motivation at løbe for – både i motions-regi, men også sådan helt hverdagsagtigt – jeg går altid efter chokoladen, hvis den er til stede. Og det er den tit hjemme hos mig..

Men når jeg nu træder ind i et så velbevandret rum, som hele blogland og det store Internet jo er, tænker jeg, det er på sin plads at præsentere mig selv:

Mit navn er Cassandra, jeg er 27 år og blev mor til en pige i oktober 2016. Til daglig læser jeg dansk på Københavns Universitet, men er for tiden og frem til august 2017 på barsel. Sammen med min kæreste, vores hund og vores nyfødte pige har vi bosat os i et perfekt hus 30 km syd for København. Perfekt, hvis man ser bort fra besøg af mus i sidste uge, TV-pakker til overpris og sådan helt generelt færre penge til stilletter, stramme kjoler og sushi. Til gengæld bruges de resterende nu på bleer, ammetoppe og grønt på frost i perverse mængder (med baby forsvandt aftensmad, der kræver en forberedelsestid på over tyve minutter – hej ris med wokblanding og kokosmælk). Men der er ingen sure miner, og livet er sødt i provinsen med baby på armen og glad hund i haven.

Udover at spendere hele min formue (haha) på babydims og kokosmælk har jeg i sinde at kaste penge efter et startnummer til Telenor Copenhagen Marathon i maj 2017 – et mål jeg satte mig for efter at have løbet samme løb i 2015, dog velvidende om baby i udsigt. Jeg er meget spændt på, om jeg overhovedet kommer i mål, både rent fysisk søndag den 21. maj 2017, men også rent trænings-wise. Er det realistisk at komme tilbage i maratonform på fem en halv måned? Jeg ved det ikke, men jeg giver det et skud. Tiden vil vise, om jeg må lægge mig ned med skader og slå mig selv oven i hovedet over overhovedet at tro, det kunne lade sig gøre.

Uanset – velkommen til. Jeg håber, I vil læse med.